WP (SportoweFakty) køber rettigheder til at vise SpeedwayLigaen i Polen
Vi er glade for at kunne offentliggøre vores nye samarbejde med det polske sportsmedie SportoweFakty, der har købt rettigheder til at vise størstedelen af de resterende løb i sæsonen. Aftalen betyder at den store base af speedwayfans i Polen nu også kan følge med i SpeedwayLigaen på ugentlig basis. Formand for SpeedwayLigaens ligaforening, Jørgen Bitsch udtaler:
”Det er et rigtig godt skridt i vores forsøg på at promovere dansk speedway mere internationalt, og så til et særdeles speedway-begejstret publikum, som vi ved, er meget interesseret i den danske liga. Dertil har vi masser af unge talenter, der får en endnu større chance for at vække interessen hos de polske klubber. Vi håber naturligvis på sigt, at det kan være med til at generere flere penge til de danske klubber, så vi ser frem til samarbejdet”
Fordelene ved samarbejdet er mange, og det er et vigtigt skridt i ligaens udvikling for både SpeedwayLigaen og vores samarbejdspartner på mediefronten, svenske Spring Media – Project Manager hos Spring Media Maxime Devillaz stemmer i:
”Vi er meget begejstrerede for at kunne præsentere et samarbejde med et så velrenommeret sportsmedie, der virkelig er med til at sætte speedway på dagsordenen i Polen. Vi er ligeledes glade for at de mange dedikerede polske speedwayfans nu får mulighed for at følge deres danske favoritter, som de jo kender fra både SGP og de polske divisioner. Aftalen er endnu et bevis på, at SpeedwayLigaen får den respekt som den fortjener, og vi glæder os til at se, hvor dette samarbejde tager os hen i fremtiden.”
Vi byder polske WP velkommen om bord, og vi er glade for at både klubber, kørere og sponsorer nu får muligheden for at komme endnu bredere ud.