Nordjysk Elite Speedway har skrevet kontrakt med D-kører Patrick Bæk. Kontrakten gælder for sæson 2022.
Patrick Bæk kommer fra Skive-egnen og har kørt speedway siden han var 8 år. Patrick Bæk har bl.a. kørt 50 ccm i vores moderklub, Brovst Speedway Club. Siden er Patrick rykket op på 500 ccm og har kørt 1. division for Munkebo og Holsted, som han repræsenterer i 1. division i 2022. Udover Nordjysk Elite Speedway i SpeedwayLigaen og Holsted i 1. division, så skal Patrick Bæk også køre for Stralsund i Tyskland.
Holdlederstaben i Nordjysk Elite Speedway har hele tiden ønsket at have et supplement til Tobias V. Thomsen på D pladsen. Det glæder holdleder, Janus Millard, at det er lykkedes: “Det er ingen hemmelighed, at vi har haft lidt udfordringer med at få en ekstra D-kører ind i truppen, så at det er lykkes med Patrick Bæk, er en virkelig god nyhed for os. Patrick er meget opsat på, at få sin ligadebut for os i år, og med den indstilling og seriøsitet han udstråler omkring sin sport, er han godt på vej til at nå det mål”, udtaler Janus Millard.
Selvom 19-årige Patrick Bæk, for mange, nok er et forholdsvis ubeskrevet blad i dansk Speedway, så har han en stor speedwayerfaring fra ind- og udland. Patrick Bæk håber han i løbet af sæson 2022 får chancen i SpeedwayLigaen for Nordjysk Elite Speedway. Patrick Bæk har stor tro på sine egne evner, og skulle han få chancen, så er han klar til at gribe den:
”Jeg har store forventninger til sæson 2022, hvor barren er sat højt. Jeg havde en fornuftig sæson sidste år, men til i år er jeg kommet i meget bedre form og mine cykler står knivskarpt og er klar til sæsonen. Jeg er super fokuseret og sulten efter at gøre mit absolutte bedste for Nordjysk Elite Speedway. Får jeg chancen i løbet af sæsonen, så vil man opleve en Patrick Bæk er giver sig fuld ud. Generelt synes jeg, at projektet omkring Nordjysk Elite Speedway ser spændende og lovende ud. Holdlederstaben har fået stablet et stærkt hold på benene og leverer vi alle på holdet, så kan vi nå rigtig langt i 2022”, udtaler Patrick Bæk.
Når Patrick Bæk ikke kører speedway, så er han i lære som værktøjsmager. Derudover dyrker han mange forskellige sportsgrene i form af løb, svømning, cykling og yoga.