SLOVENSK STJERNE TIL SES
Den tdl. Grand Prix stjerne og dobbelte europamester Matej Zagar, skal være med til at sikre SES – Sønderjylland Elite Speedway en sejr på Kjærgaarden Arena i Grindsted, onsdag aften. Matej Zagar blev tidligere på sæsonen fritstillet fra Nordjysk Elite Speedway, som siden har trukket sig fra SpeedwayLigaen.
Af Ib Søby
Nederlaget i sidste uge mod nordsjællandske Slangerup gjorde ondt i selvforståelsen hos SES – Sønderjylland Elite Speedway, og det skal der laves om på allerede onsdag aften i Grindsted.
– Hvis SES stadig skal have muligheden for at vinde grundserien, og dermed få DM holdfinalen på hjemmebane i Vojens, kræver det formentlig, at vi vinder vore tre næste matcher, siger holdleder Claus Ørts.
Ud over matchen på onsdag, har SES i næste uge et opgør mod Esbjerg i Vojens, og endelig det udsatte – og med stor spænding forventede – møde mod Holsted på Moldow Arena den 31. august.
– Det var noget af en afklapsning vi fik i Slangerup, nærmest et kollektivt kollaps, og det skal vi have samlet op på, allerede onsdag, og her tror jeg, at Matej Zagar kan blev et boost for hele holdet, siger Claus Ørts, der må noterer, at Anders Thomsen fortsat døjer med sin ledbåndsskade, og tyske Kai Huckenbeck er ude med et brud på hoften.
Den 39-årige Matej Zagar, som er født i Ljubljana, er ubetinget Sloveniens største speedwayprofil gennem tiderne. Hele 17 gange er han blevet slovensk mester, og både i 2004 og 2008 blev han europamester. Matej Zagar har også kørt 107 VM Grand Prix med 19 podieplaceringer og fem sejre.
Samtidig har Matej Zagar banerekorden på Vojens Speedway Center med 56,53. Det skete i 5. heat af FIM Speedway Grand Prix Sponsored by ECCO, lørdag den 7. september 2019, hvor han blev toer efter den senere verdensmester Bartosz Zmarzlik.
SES – Sønderjylland Elite Speedway mod GSK Grindsted, onsdag den 17. august.
- Matej Zagar
- Mads Hansen
- Benjamin Bosso
- Nicolai Klindt
- Jesper Knudsen
Holdleder: Claus Ørts og Peter Bøndergaard