Efter et vellykket comeback til speedwaysporten i 2026 er Mikkel Bech Laursen klar til endnu en sæson hos Slangerup Speedway. Den danske kører har forlænget sin kontrakt med årets bronzevindere og er dermed det første navn på klubbens holdliste til 2027.
Slangerup Speedway har offentliggjort sin første kører til 2027-sæsonen. Det bliver et gensyn med Mikkel Bech Laursen, der i år vendte tilbage til sporten efter flere års pause.
Trods begrænset forberedelse fik Bech en vellykket comebacksæson, hvor han spillede en vigtig rolle i Slangerups vej til DM-bronze. Nu fortsætter samarbejdet i endnu en sæson, hvor klubben håber at få endnu mere ud af den erfarne dansker.
Vigtig rolle i Slangerups bronzemedaljer
Mikkel Bech vendte i 2026 tilbage til speedwaysporten efter flere års fravær. Med kort forberedelsestid arbejdede han sig gradvist tilbage i løbet af sæsonen og sluttede med et gennemsnit på 1,423 point pr. heat.
Særligt i semifinalen i Grindsted viste Bech sin betydning for holdet. Her leverede han 11 point og var dermed en vigtig brik i Slangerups vej til DM-finalen, hvor klubben sikrede sig bronze og dermed sin sjette DM-medalje i træk.
I et opslag på Slangerup Speedways Facebook-side fremhæver klubben hans comeback og forventningerne til den kommende sæson:
Mikkel kom godt tilbage selvom det var med minimal forberedelse, så vi glæder os til at se Mikkel tilbage på fuld styrke.
Klar til den bedste svenske liga
Udover kørslen for Slangerup var Mikkel Bech i 2026 også en del af Valsarna fra Hagfors i den svenske Allsvenskan, hvor sæsonen sluttede med et mesterskab.
Til næste sæson tager han skridtet op i den bedste svenske række, Bauhausligaen, hvor han skal repræsentere Rospiggarna.
Samtidig fortsætter han altså i den danske SpeedwayLiga, hvor han går ind til 2027-sæsonen med et indgangssnit på 1,018.
Med forlængelsen er Mikkel Bech det første navn på Slangerups foreløbige holdliste til 2027. Klubben har tidligere meldt ud, at der venter ændringer i truppen frem mod næste sæson, og flere offentliggørelser ventes derfor i den kommende tid.
Foto: LPL-Foto
