BAG HJELMEN: BASTIAN PEDERSEN

Når efternavnet Pedersen nævnes i speedwaykredse, går tankerne hurtigt til nogle af Danmarks mest markante profiler. Men midt i det velkendte efternavn står 18-årige Bastian Pedersen – ikke som en kopi af sin berømte onkel Nicki eller sin far Ronni, men som en ung mand, der med sit eget drive og benhårdt arbejde forsøger at finde sin egen vej i sporten.

Speedway har været en del af Bastian, længe før han selv trådte ind på banen. Som femårig fik han sin første lille motorcykel og drønede rundt på morfars mark. Og selvom der var en kort afstikker til motocross, blev det hurtigt klart, at det var speedwayen, der trak i ham. Det var ikke blot familiens arv, der trak – det var lysten og viljen til selv at finde sin plads.

“Jeg skal jo ikke kun køre, fordi Nicki og min far har kørt. Det er fordi jeg selv vil det,” siger Bastian med en ro og selvtillid, som virker usædvanlig moden for hans alder.

Ud af Pedersen-skyggen

At hedde Pedersen i speedwayverdenen er ikke noget, man slipper let udenom. For mange blev Bastian hurtigt genstand for store forventninger – som om et velkendt efternavn automatisk skulle føre til samme karriere som de voksne der bærer. Det mærkede han især, da han begyndte at køre på 500CC.

“Jeg tror, de første par gange, jeg kørte på 500CC, der begyndte folk jo at tænke, okay, nu kommer der en ny generation af Pedersen-familien, så han skal bare op og give den gas,” fortæller han. Den slags reaktioner kan være både motiverende og drænende – for hvordan lever man op til et navn, uden at miste sig selv undervejs?

Men jo mere Bastian har kørt, jo tydeligere er det blevet for både ham og omgivelserne, at han ikke er endnu en Nicki eller Ronni – han er Bastian. “Efter de så har set mig køre mere og mere, så kan de også godt se, at jeg ikke har samme måde at køre på, jeg sidder ikke på cyklen som Nicki, jeg er ikke på samme måde som Nicki, så vi er jo to vidt forskellige personer.”

Han har fundet fred i, at hans rejse ikke behøver ligne nogen andens – og det er netop den forskellighed, han værdsætter. “Jeg tror, de har fundet ud af, at jeg gør tingene på min måde, og de andre gør det på deres måde.”

Det handler ikke om at efterligne – men om at skabe sit eget udtryk. Bastian ønsker at blive målt på sin egen udvikling, sin egen passion og de valg, han selv træffer – ikke på det navn, han bærer på ryggen. For ham er det ikke en byrde, men en mulighed for at vise, at man godt kan bygge videre på en arv uden at gå i andres fodspor.

Sejre og selverkendelse

Hans største triumfer – VM-guldet på 85cc i 2019 og U21-DM i 2024 – har været milepæle, men han er forsigtig med store løfter. “Jeg har det bedst med ikke at love noget,” siger han. For det handler det ikke om at jage titler for enhver pris, men om at udvikle sig, nyde rejsen og tage det løb for løb. Så kommer titlerne hvis man er god nok.

Alligevel er målet klart: “Om fem år, der kører jeg Grand Prix.”

Speedway som fællesskab

Selvom speedway på mange måder er en individuel sport, betyder fællesskabet og relationerne omkring banen rigtig meget for Bastian. Både på og uden for cyklen har han brug for mennesker, han kan stole på – og i Holsted Tigers har han fundet netop det. Et hold, der ikke bygger på stjerner og enkeltmandspræstationer, men på en solid, bred base af kørere, der kender hinanden indgående.

“For eksempel Holsted. Vi er jo sat op sådan, at vi ikke har nogen verdensstjerner. Vi har et bredt hold, hvor vi alle sammen laver jævne point,” siger Bastian. Det giver en anden form for dynamik – et slags kollektivt ansvar. “På den måde er det også nemmere for os alle sammen at lave point.”

Det er ikke bare et spørgsmål om resultater – det handler om kemi og kontinuitet. “Det giver helt klart et bedre sammenhold. Vi kender hinanden godt og ved, hvordan hinanden har kørt gennem sæsonen, så er det lidt nemmere at snakke om tingene og sige ’du kører udvendigt, jeg kører indvendigt.’ Det er meget nemmere, når man kender personerne, i stedet for at der bliver skiftet ud hele tiden.”

Han oplever i kontrast hertil, hvordan klubber i udlandet, især i Polen, nogle gange prioriterer kortsigtede løsninger frem for sammenhæng. “Der kan de jo godt finde på at skifte mange ud fra gang til gang – så kommer der nogle nye, som kører som nogle idioter og ikke fatter noget som helst,” siger han ærligt.

En central figur i det fællesskab, han er en del af, er holdleder Lars Munkedal. Hans rolle er ikke bare praktisk – den er personlig og tillidsbåret. “Han har været der lige siden jeg startede med at køre. Min far og ham har været barndomsvenner og altid kendt hinanden og kørt mod hinanden,” fortæller Bastian. “Så han kan jo også godt se, at jeg vokser med opgaven. Og er der noget, jeg laver forkert, så kommer han også hen og siger det til mig. Og siger, hvad jeg skal gøre bedre.”

Det er netop den form for ærlig og konstruktiv feedback, som Bastian sætter pris på – og som nogle gange lander bedre, når den kommer fra Lars end fra faderen. “Fordi det er ikke altid, at jeg lige lytter til min far. Så er det nogle gange bedre at få det fra en anden vinkel.”

I det hele taget er relationerne – både professionelle og personlige – et vigtigt fundament i Bastians hverdag som kører.

Drømme, afsavn og dedikation

Men der er også afsavn. Weekenderne, hvor vennerne hygger sig, mens Bastian måske sidder alene efter et dårligt løb, kan være hårde. “Det kan godt føles lidt ensomt en gang imellem,” indrømmer han ærligt. Alligevel er han ikke i tvivl: Det er speedwayen, han brænder for.

Og måske er det netop kombinationen af ydmyghed, selvindsigt og vilje, der får folk i miljøet til at nævne Bastian som et af Danmarks mest lovende håb. Når han hører det, bliver han glad. “Det er fedt, at der er nogen, der tror på mig – især fordi jeg selv tror på mig selv.”

Og hvem ved? Måske vil navnet Pedersen igen komme øverst på skamlen til et VM. Men denne gang med Bastian i front – som sig selv, ikke som nogen andens kopi.