Det danske speedwaylandshold er klar til VM-finalen efter en imponerende vending i semifinalen i Riga.
Danmark fik en svær start på aftenen med tre sidstepladser i de første fire heat. Mikkel Michelsen og Anders Thomsen kom begge fra deres første starter uden point, mens Leon Madsen sørgede for en dansk heatsejr. I heat fire sluttede kaptajn Michael Jepsen Jensen dog sidst, og Danmark var dermed under pres fra start.
Men i pitten blev der arbejdet intenst med opsætningen, og da de danske kørere først fandt sig til rette på banen, ændrede billedet sig markant.
Fem danske heatsejre på stribe vendte semifinalen på hovedet, og allerede inden halvdelen af de 20 heat var kørt, havde Danmark overtaget føringen.
Madsen i særklasse
Leon Madsen blev den store danske pointsluger. Han var flyvende i Riga og vandt sine første fire heat, hvilket gjorde ham til en afgørende faktor i den danske vending.
Den endelige finaleplads blev sikret i heat 19, hvor Anders Thomsen leverede en vigtig heatsejr og satte punktum for den stærke danske oprejsning. Thomsen havde ellers haft en vanskelig begyndelse på aftenen og blev undervejs erstattet af Frederik Jakobsen i flere heat.
Michael Jepsen Jensen, Mikkel Michelsen og Frederik Jakobsen bidrog også til den danske sejr, som endnu en gang viste bredden og styrken på det danske landshold.
Danmark vandt dermed semifinalen foran Sverige, Letland og Norge – og sikrede sig den eneste billet videre til VM-finalen.
Kamp om VM-medaljerne i Warszawa
Nu venter den helt store finale. Den køres den 29. august på det imponerende stadion i Warszawa, hvor Danmark skal kæmpe om VM-medaljerne mod værtsnationen Polen, Australien og Storbritannien.
