Holsted Tigers vinder grundserien: Superfinalen køres på Moldow Speedway Arena
Holsted Tigers cementerede deres status som en af Danmarks stærkeste speedwayklubber, da de i går sikrede sig førstepladsen i grundserien i SpeedwayLigaen. Efter en sæson præget af hård konkurrence i toppen af ligaen og flere nervepirrende opgør, kan holdet nu se frem til at afvikle finalen på hjemmebane.
Klar til finalen
At vinde grundserien betyder, at Holsted Tigers har sikret sig retten til at afholde finalen på deres hjemmebane, Moldow Speedway Arena. Det er en betydelig fordel, da holdet kan trække på den stærke opbakning fra deres trofaste fans, og kørernes erfaring med banen i Holsted.
Selvom Holsted Tigers med sejren i grundserien kombineret med hjemmebanefordelen går ind til finalen som favoritter, vil deres deres modstandere uden tvivl gøre hvad de kan for at få guldet hjem. Finalen i SpeedwayLigaen køres som en 4-holdsmatch, og disse er som bekendt altid uforudsigelige.
Vi mangler stadig at finde de 3 øvrige finaledeltagere – holdet der slutter på andenpladsen i grundserien går direkte i finalen, mens nummer 3, 4, 5 og 6 skal køre om de resterende 2 pladser i semifinalen der køres d. 4. september.
Finalen forventes at tiltrække et stort publikum, og der er lagt op til en intens aften med speedway på højeste niveau. Kan Holsted Tigers leve op til forventningerne og sikre sig endnu et mesterskab, eller bliver det et af de 3 andre hold der løbet med titlen? Det finder vi ud af, når finalen flages i gang på Moldow Speedway Arena d. 18. september.