Efter flere år væk fra ligaspeedway vender Mikkel Bech nu tilbage til sporten. Slangerup Speedway har offentliggjort, at den danske kører har indgået en aftale med klubbens ligahold frem mod 2026-sæsonen.
Bech har ikke kørt i SpeedwayLigaen siden 2019, hvor han repræsenterede Region Varde. Nu er lysten til at køre speedway vendt tilbage, og derfor gør han comeback i den kommende sæson.
Ifølge Slangerups direktør Kenni Trasborg opstod kontakten til Bech egentlig i en helt anden sammenhæng.
Vi ringede egentlig til Mikkel for at høre, om han kunne være interesseret i at være kommentator til vores hjemmebaneløb. Mikkel fortalte, at han i stedet gik med overvejelser om at starte karrieren op igen, siger Trasborg i klubbens offentliggørelse.
Herefter gik det hurtigt med at få arrangeret et møde om et muligt comeback, og Slangerup er overbevist om, at Bech har det, der skal til for at komme godt tilbage.
Mikkel Bech fortæller selv i offentliggørelsen, at tanken om et comeback har været undervejs i længere tid.
Jeg har i længere tid gået med gejsten og lysten til at vende tilbage til speedwayen. Det har ikke været en hurtig beslutning, men noget der er vokset stille og roligt, siger han.
I sin karriere har Bech blandt andet kørt tre løb i Grand Prix-serien og været med til at vinde hold-VM med Danmark i 2012. Han blev også historisk, da han som 16-årig fik wildcard til Grand Prix’et i Parken og dermed blev den yngste kører i serien.
Til den kommende sæson går han ind i SpeedwayLigaen med et snit på 0,876 for Slangerup.
