Region Varde Elitesport holder fast i to store talenter til 2027

Region Varde Elitesport fortsætter arbejdet med næste sæsons trup. Nu har klubben offentliggjort, at både australske Beau Bailey og danske Nicolai Heiselberg fortsætter i SpeedwayLigaen i 2027.

Region Varde Elitesport har sikret sig to af de unge profiler, der gjorde sig særligt bemærket i den netop afsluttede sæson. Både 16-årige Beau Bailey og den danske U21-VM-sølvvinder Nicolai Heiselberg har forlænget deres aftaler med klubben.

Beau Bailey imponerede i sin første sæson i SpeedwayLigaen, hvor han blandt andet leverede en præstation med 20 ud af 21 mulige point i en hjemmematch på Varde Motor Arena i Outrup.

Den unge australier gjorde sig samtidig bemærket internationalt, hvor han sluttede på en samlet femteplads i årets U21-VM-serie.

Sportschef Steven Andersen lægger i et opslag på Region Varde Elitesports Facebook-side ikke skjul på sin begejstring over at beholde det australske talent.

Vi er oprigtigt glade for at han bliver i RVE, for jeg kan sige, at han har været en særdeles eftertragtet herre, fortæller Steven Andersen.

Sportschefen understreger samtidig, at klubben vil gøre sit for at støtte Bailey i hans videre udvikling og skabe trygge rammer for den unge kører, der befinder sig langt fra sin familie i Australien.

Heiselberg fortsætter efter imponerende sæson

Også Nicolai Heiselberg er klar til endnu en sæson i Region Varde Elitesport efter et 2026, hvor han for alvor slog sit navn fast på den internationale speedwayscene.

Den danske kører sluttede på andenpladsen i U21-VM-serien og sikrede sig dermed VM-sølv. Undervejs vandt han blandt andet den afsluttende VM-afdeling i Vojens.

Heiselberg leverede desuden stærke resultater i den polske U24-liga, hvor han blev den mest scorende kører. Det blev også til sølv i det prestigefyldte U21-løb The Golden Ribbon.

Sportschef Steven Andersen fremhæver især Heiselbergs udvikling gennem den seneste sæson.

Vi har store forventninger til Nicolai, og forventer at se endnu mere fra ham i fremtiden, fortæller Steven Andersen i et opslag på klubbens Facebook-side.

I 2027 tager Heiselberg samtidig skridtet fra U21-klassen til seniorklassen. Et skifte, der ifølge sportschefen vil kræve tilvænning, men som klubben har stor tiltro til, at han kan håndtere.

Med forlængelserne af Bailey og Heiselberg føjer Region Varde Elitesport yderligere to navne til næste års trup. Klubben har tidligere offentliggjort blandt andre Nicklas Aagaard, Jonas Knudsen, Bartosz Banbor og Mateusz Cierniak til 2027-sæsonen.

SpeedwayLigaen
Privatlivsoversigt

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse.
Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig,
når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå,
hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.