Slangerup Speedway forlænger med Lyager og Kowalski

Slangerup Speedway har offentliggjort to vigtige forlængelser for 2026-sæsonen, hvor både Andreas Lyager og Bartłomiej Kowalski fortsætter hos de regerende danske mestre.

Lyager tager hul på sit 12. år i Slangerup

28-årige Andreas Lyager har sat sin underskrift på en ny aftale og går dermed ind i sin 12. sæson i træk som Slangerup-kører. Lyager debuterede i 2014 og har siden kørt hele 110 matcher for klubben.

Ifølge Slangerups holdlederteam er Lyager blevet en institution i klubben:

Når man siger Slangerup siger man efterhånden også Andreas Lyager. Han har vist fantastiske resultater i rigtig mange år, og vi glæder os over han igen er med på holdet næste år.

Lyager havde endnu en stærk sæson i 2025, hvor han endte som nr. 12 på snitlisten og samtidig 4. bedste dansker i ligaen.

Kowalski fortsætter efter gennembrudssæson

Også polske Bartłomiej Kowalski tager en ny tørn i den sorte-gule dragt. Forlængelsen betyder, at han i 2026 tager hul på sin 3. sæson hos Slangerup.

Kowalski leverede i 2025 sit store gennembrud i SpeedwayLigaen og sluttede som nr. 9 på snitlisten (nr. 7 hvis man ser bort fra kørere med kun ét løb). Særligt hans 18 point maksimum mod Fjelsted står stærkt i klubbens hukommelse.

Holdlederteamet roser især hans starter:

Kowalski gjorde det godt i sæsonen fra Slangerup, og vi glæder os til at have ham med på holdet. Hans kørsel i denne sæson i Danmark var fantastisk, og specielt hans starter var flere gange noget for sig, hvilket er en kæmpe fordel på flere baner. Vi ser frem til endnu et år med ham i Slangerup.

Med Lyager og Kowalski på plads ser Slangerups foreløbige trup til 2026 således ud:

  • Chris Holder – 1.520
  • Bartłomiej Kowalski – 1.507
  • Andreas Lyager – 1.339
  • Marcus Birkemose – 1.197
  • William Drejer – 0.838
  • Kevin Juhl Pedersen – 0.706