Danmarks bedste speedwayliga tager nu næste skridt i sin udvikling. Efter overgangen fra forening til selskabet SpeedwayLigaen ApS, er Louise Laustsen tiltrådt som ny bestyrelsesformand. Hendes første store opgave bliver at stå i spidsen for rekrutteringen af ligaens nye direktør.
Med etableringen af SpeedwayLigaen ApS i 2025 har sporten fået en professionel erhvervsstruktur, der skal sikre ligaens fremtidige vækst. Det er dette stærke, organisatoriske fundament, som Louise Laustsen nu skal bygge videre på i tæt samarbejde med de otte ligaklubber, der ejer selskabet.
En formand med benzin i blodet
Louise Laustsen er langt fra et ubeskrevet blad i motorsportens verden. Hun er opvokset i en motorsportsfamilie og har dedikeret hele sit liv til sporten. Med en baggrund i sportskommissionen for motocross og de seneste to år som medlem af hovedbestyrelsen i Danmarks Motor Union (DMU), medbringer hun både organisatorisk tyngde og en dyb forståelse for sportens DNA.
Jeg ser utrolig meget frem til at trække i arbejdstøjet. SpeedwayLigaen er i en spændende fase, og min og bestyrelsens første prioritet er nu at finde den rette direktør, der kan drive selskabet og ligaen mod nye højder, udtaler Louise Laustsen.
Uvurderlig indsats fra afgående ledelse
I forbindelse med ledelsesskiftet sender ligaen en stor tak til afgående formand Asger Pedersen (Region Varde Elite Sport) og afgående direktør Camilla Rask (Slangerup Speedway). Begge har ydet en uvurderlig indsats i en vigtig overgangstid, hvor de med kort varsel trådte til og påtog sig ansvaret, da der var mest brug for det. Deres store engagement har været helt afgørende for, at processen med at omdanne ligaen fra forening til selskab er lykkedes, så SpeedwayLigaen i dag står solidt rustet til fremtiden.
Selskabet bag ligaen ejes af klubberne Slangerup Speedway, Team Fjelsted, Holsted Tigers, Esbjerg Vikings, Grindsted Speedway, Region Varde Elitesport, SES – Sønderjylland Elite Speedway og Nordjysk Elite Speedway.
For yderligere information, kontakt:
Louise Laustsen
Formand SpeedwayLigaen ApS
formand@speedwayligaen.dk
